TIL FODS OM NATTEN - OG IGENNEM EN STOR SORT SKOV

TIL FODS OM NATTEN OG IGENNEM ROLD SKOV – I ALT 43 KM

Også da jeg var dreng, skulle der ske noget. Noget nyt og usædvanligt. Derfor startede jeg en

avis-rute på min hjemegn. Den gik ud på, at jeg søndag morgen skulle bringe Aalborg

Stiftstidende ( kaldet Stiften ) ud til så mange husstande som muligt. Jeg var 13 år og gik i

skole hver dag fra mandag til og med lørdag. Men søndag morgen var fri – indtil jeg senere

på dagen sammen med mine kammerater skulle spille fodbold.

Stiften troede ikke på, at der var basis for en avis-rute på min egn. Men jeg fik lov til at

prøve. Mine forældre troede heller ikke på det. Og jeg tænkte: Jeg skal vise dem !

Som sagt så gjort: i løbet af tre søndage fik jeg 50 abonnenter i min sold. Jeg tror,

søndagsavisen dengang kostede 1,10 kr. Alle steder vidste jeg, hvor jeg skulle lægge avisen.

Og enten var de 1,10 kr. der – eller også fik jeg for en måned ad gangen. Enkelte steder havde

de en arrig hund, der blev ophidset ved at blive forstyrret så tidligt om morgenen. Jeg

startede kl. 05.30 ! Hurtigt fandt jeg ud af at have en godbid i lommen til hundene, så var det

problem løst. Nu sad de kun pænt og ventede på deres godbid. Min rute var på ca. 35 km, så

jeg var i god form. Dengang ��

Stiftstidende gjorde, hvad de kunne for at stimulere os Stifts-sælgere. Hvis vi solgte mere end

den kvote, de havde givet hver af os, så vandt vi bøger. Min kvote var sat meget lavt – nok

fordi de ikke troede, jeg kunne klare det. Men jeg vandt hurtigt alle deres bog-præmier, inkl.

pige-bøger, da de ikke havde flere drengebøger. Jeg vandt også en uges tur til Kristiansand og

Setesdalen sammen med 6 andre Speedy-Gonzales sælgere. Det var min allerførste udlandstur

– endda med skib. Og den var god ��

Jeg vandt også til sidst i 1960 ( lige inden jeg skulle flytte til Viborg Katedralskole og derfor

opgive min avis-tjans ) en dags oplevelser i Aalborg. Ikke mindst i forlystelsesparken

Karolinelund, der desværre ikke er der mere. Sikke en dag! Stiftens direktør Justesen var

vores glade vært. Og han havde tilmed medbragt sin søde datter. Det var ikke så ringe – som

vi siger i Himmerland ! Ja, det var så sjovt og så hyggeligt, at jeg helt glemte at komme med

den sidste rutebil, Nørager-bilen, tilbage til Grynderup. Og det var godt nok ikke så godt.

Hvad nu? Jeg bestemte mig til at gå hjem ! Og jeg kunne ikke ringe hjem. Jeg havde ikke tid

til at opfinde mobil-telefonen �� Så afsted gik jeg. Sydpå, sydpå, sydpå. Ad hovedvej 10.

Jeg kendte vejen udmærket. Jeg havde allerede tidligere flere gange kørt samme vej på cykel

op til mine bedsteforældre ved Brønderslev. Men cykel havde jeg ikke noget af denne gang.

Det var juni måned, så mørket kom ret sent. Men da jeg kom ind i den store mørke Rold

Skov, blev der for alvor mørkt. Der kom en del biler forbi. Men ingen standsede og tilbød

kørelejlighed. Der kom også politi-motorcykler, men de kunne jo ikke rigtig have en passager

med !

Jeg nåede hjem kl. 04 om morgenen ! Og jeg kunne se på lang afstand, at alle lys derhjemme

var tændt! Hvad mon der er galt?, tænkte jeg. Det slog mig ikke ind, at det havde noget med

mig at gøre. Men det havde det – naturligvis ! Da jeg trådte ind i stuen, sad min far og talte

højlydt i telefon – og så sagde han: Men dér er han jo! Og så sagde han vredt til mig: Jeg

snakker med politiet. Politimanden vil snakke med dig selv! Så måtte jeg i retstilling love den

gode politimand, at det ville jeg aldrig gøre mere. Altså lade mine forældre i uvished i mange

aften- og nattetimer om, hvad der var blevet af mig. Politiet havde udsendt en efterlysning af

mig over radioen og også kigget efter mig både her og der. Men det havde de politibetjente,

der havde kørt forbi mig, nok ikke hørt. Jeg skulle ikke nyde noget, så det sagde jeg ikke.

Jeg sagde endda pænt tak for opmærksomheden ��

Det varede en rum tid, inden især min far var faldet ned fra vrede-himlen igen. Og det

mærkede jeg heldigvis ikke så meget til. For næste dag skulle jeg starte mit sommerjob i en

frugtplantage halvvejs til Aalborg. Denne gang tog jeg dog cyklen ! Jeg kendte jo vejen alt

for godt. Og jeg boede på frugtplantagen, hvor jeg skulle hjælpe med at udtynde

æblestandene. I silende regn det meste af tiden. Og om aftenen og natten boede jeg sammen

med stedets forkarl. Det gik godt. Dog fik jeg hans formaninger om at kigge ind i væggen, når

han havde besøg af sin kæreste ��