DA MIN GAMLE VEN HANS JØRGEN VAR PÅ HERRENS MARK

Man kan komme grueligt galt afsted!  Somme tider er det ens egen skyld. Somme tider er det andres.  Her er en historie fra det virkelige liv, hvor jeg nok ikke kan fralægge mig ethvert ansvar - dog helt uden at ville det.

Vi var netop i 1998 flyttet fra Bruxelles ud på landet. Nærmere betegnet ca. 23 km ud til vor nuværende bopæl - dejlige Rixensart i det fransktalende Wallonien.

Kort tid efter vor flytning kom min gamle ven, Hans Jørgen, på besøg. Han var i byen som leder af en gruppe, der var her for at besøge Kommissionen.  Han lod en mørk aften gruppe være gruppe - og ud til middag hos os.  Herligt og gemytligt som altid i hans selskab.

Efterhånden som aftenen skred frem og glassene var blevet tømt ( nogle gange ), var det på tide, at Hans Jørgen kom tilbage til sine pligter i staden. Vi tilbød en feltseng midt i flytterodet, men Nej tak. Pligterne kalder!  Det var en mørk og kold marts-aften.  Vi fandt tidspunket for det sidste tog mod Bruxelles. Og jeg fulgte gæsten på vej.  Hverken han eller jeg kendte meget til området endnu.  Da vi næsten var nede ved stationen godt 1 km fra os, sagde Hans Jørgen frisk og frejdig, at NU kunne han selv finde resten af vejen.  Godt - jeg vendte om og gik hjem.

Alt var godt - troede vi !

Men det var det ikke !!   Ved 3-tiden om natten blev vi vækket af et voldsomt råberi.  Så luk da op!  Så luk da op!!  Tyveknægte??!!  Måske. Men de var i hvert fald ikke særligt diskrete.

Da den infernalske larm blev ved, listede jeg mig hen til vort vindue.  Og hvad så jeg??  Hans Jørgen stående nedenfor  - råbende og skrigende af fuld hals !  Det var naturligvis godt nok skidt :-(    Men også af én eller anden grund meget morsomt!  Da jeg bagefter kom i seng igen, kunne jeg simpelt ikke holde op med at grine!  Selv om det vel ikke var særlig pænt :-(

Hvad var der sket?  Jo, den korte version af den lange historie var, at Hans Jørgen havde ventet på stationen - ventet på toget til Bruxelles.  Og der kom skam tog. Endda flere. Men det var alle sammen godstog. Og de kørte som altid bare igennem.   Han blev efterhånden klar over, hvad der var sket.  Næste tog kom kl. 05.43.   Han prøvede at sove på bænken i huset på perronen. Men nej - det var alt for koldt.  

Han kunne ikke ringe, for han havde ikke sin telefon med. Og vi havde heller ikke fået vores telefon installeret.  Altså var det afsted på de kolde fusselanker.  Nu var problemet, at han ikke vidste, hvor han var.  Retningen huskede han nogenlunde.  Derefter gik han fra hus til hus på gaderne i den retning, han mente, det var. Var helt inde ved husene for at kunne læse navnene. Hundene gøede - og han tog flugten, når de sovende tændte lyset.  Langt om længe efter et par timer fandt han vort hus - vor bil var parkeret udenfor - det hjalp ham.  Så ringede han på vor dør - igen, igen, igen.  Det hjalp ikke.  Ingen hørte noget, Så prøvede han at sove under vores bil. Også en meget dårlig ide på grund af kulden.

Så tog han alle sine resterende kræfter i brug og råbte:  SÅ LUK DOG OP !!  Og som nævnt: efter en rum tid lykkedes det at få os vækket oppe på 1. sal.  

Det var en aldeles slukøret natte-gæst, vi fik væltet omkuld på en af de sofaer, der var pakket ud.

Og næste morgen stak Liselotte i al venlighed kniven ekstra ind og spurgte den uheldige natte-vandrer:  Jeg troede ikke, du ville sove her !!

Og da han kom ind på sit hotel, sad hele hans gruppe ved morgenmaden og så ham langskægget og krøllet i tøjet komme vaklende ind.  Nå, hvad mon du har lavet?!  var deres morgenhilsen.  Den var ikke populær !