OM AT VÆRE PÅ HUNDESJOV !

Om at være på hundesjov....

Jeg vil lige fortælle om en lille oplevelse, jeg havde på min daglige vandretur for nylig!

Jeg prøver hele tiden at finde nye veje. Det lykkedes også i mandags - gennem en skov i Lasne ikke så langt herfra. Normalt er der hunde mange steder, der hilser på mig med et bjæf af forskellig højde. Det samme i mandags. Men pludselig kommer der en ung og ret lille Lassie-hund løbende. Ikke bare kommer den løbende. Den følger med mig. Bliver ved og ved og ved. Jeg prøver på forskellig måde at få den til at gå tilbage. Men nej. Ikke tale om. Den VIL med. Den vimser omkring hele tiden, men holder hele tiden øje med, hvor jeg er og kommer fluks tilbage. Jeg prøver et par gange at snyde den ved hurtigt at dreje om et hjørne. Altsammen til ingen nytte. Den har slået sig på mig.

Mit første alvorlige problem var, at jeg på denne tur var nødt til at gå et stykke langs den stærkt trafikerede vej. Hunden med. Af og til løb den også ud på vejbanen, så bilerne måtte bremse hårdt op – mens de stirrede arrigt på mig! "Han kan ikke engang passe på sin hund"  stod der malet i ansigtet på dem. Og jeg var selvfølgelig ked af at se den blive kørt ned. Men hvad kunne jeg gøre...

Lidt efter kom vi ind i et mere fredeligt villakvarter. Men det var som at komme fra asken i ilden... Her gik der masser af fredelige folk med deres hunde i snor. "Min hund" fór hver gang hen til dem. Uden at gøre noget, men alligevel. I hvert fald fik jeg en masse skældud. Jeg
forsøgte at forklare dem alle, at det IKKE var min hund. Og at jeg ikke vidste, hvad jeg skulle gøre med den  :(

Liselotte var på biblioteket, så jeg trak min hunde-tur ud, da jeg vidste, at jeg nok ikke kunne lukke døren op og slå alarmen fra uden at hunden gik med.  Til sidst arriverede vi på vor parcel. LL var her ikke endnu, så vi gik tur i haven - hvor hunden drak en liter vand af fuglebadet. Og ville lege "kaste pind" :)

Til sidst kom Liselotte i sin dyt. Efter overvejelse besluttede vi sammen at køre kræet - som var en meget sød og venlig hund - over i det kvarter, hvor den havde sluttet sig til mig. Dens halsbånd viste nemlig intet navn eller telefonnummer.

LL kørte, og hund + jeg sad på bagsædet. Noget urolige - begge to. Det pudsige var, at da vi kom over i Bourgois-området, hvor den havde "samlet mig op", blev den helt eksalteret - som om den kunne genkende det. OP med bagdøren - UD med hunden - og AF med et uventet problem :)

Ja, sådanne oplevelser får vi vandringsmænd også!

Jeg må vist overveje, om jeg er nødt til at sprøjte mine sko og bukser med "Gå-Væk-Hund" spray :)