VOR GAMLE VEN HJALMAR HAVELUND ! FØRST SKRIVE, SÅ DUKKE OP !

For snart mange år siden hyggede Liselotte og jeg os gevaldigt i den evige stad ROM.  Ikke bare Paris, men Rom er så sandelig også en messe værd !

Vi sad på en hyggelig café lige over for Pantheon. Nu skulle vennerne have en hilsen.  Ikke mindst vor gamle, underfundige ven Hjalmar Havelund.  Vi havde ikke set ham længe. Så vi fandt et flot postkort og fik det skrevet.  Det særlige var, at vi efter skrivningen klippede det i ca. to halvdele.  Så ville vi sende hver halvdel hver for sig med en dag imellem.  Det skulle ikke være for let for Hjalmar i den anden ende!

Mens vi sad og morede os over vort eget påhit, råbte Liselotte pludselig:  Jamen, derhenne går Hjalmar jo !!  Nu var hatten lige ved at flyve af igen.  Jo minsandten:  fruen havde ret.  Det VAR vores egen Hjalmar.  Så resolut sprang hun ud gennem caféens blomster-pragt og fór hen til ham.  STOR var hans forbavselse, meget stor endda.  Hun gav ham et stort knus. Og som Hjalmar senere sagde: Bedst som jeg gik på gaden fik jeg et stort knus af en dejlig dame.  Så knuste jeg selvfølgelig igen - det ER jo dejligt!  Først derefter opdagede jeg, hvem det var!  

Sikke en dejlig tilfældighed.  Det næste var, at Hjalmar præsenterede os for sine to søstre. Som han sagde:  Ja, hende der er min sure søster, og hende der er den søde !   

Hjalmar var også toastmaster ved vort bryllup for mange år siden i Skagen. Da jeg spurgte, om han ville, sagde han: Ja, så er den aften ødelagt!  For hvem, spurgte jeg !  Det blev en fantastisk aften med en strålende toastmaster i storform. Som han sagde i starten til deltagerne:  Jeg håber ikke, dette bryllup bliver ligesom det sidste bryllup, jeg var til.  Dér lå der en masse savsmuld på gulvet!  Da jeg spurgte værten, hvad det skulle betyde, så svarede han, at det er resterne af møblerne fra festen i aftes!

Hjalmars indsats som sprudlende toastmaster betød bl.a., at restauratør Hans Thage og hans tjenere kom sådan til at more sig, at de næsten glemte at servere!